Den subjektive vurdering

De gode, de ligegyldige og de onde

Det er mennesket og menneskets behov, der er i centrum, når vi skal vurdere, om noget er en forurening. Forringer det livsbetingelserne for os mennesker, eller nogle af de dyr og planter, der har betydning for os på den ene eller anden måde (de gode), kalder vi det forurening. Forringer vi livsbetingelserne for rotter, malariamyg eller sygdomsvoldende parasitter (de onde), er det bare godt, og vi kalder det ikke forurening. Hovedparten af de levende organsimer har vi dog ikke en klar holdning til (de ligegyldige), så menneskelige aktiviteter, der forringer deres livsbetingelser, tillægges ikke nogen særlig betydning. Der er dog i de senere år kommet en forståelse for, at tilstedeværelsen af en høj biodiversitet har en værdi - men nok mest ud fra den betragtning, at det på en eller anden måde er til gavn for os mennesker, at der er en robust natur med mange arter, eller at vi tillægger det en værdi at have en varieret natur at kigge på.

Den bagvedliggende filosofi for forureningsbegrebet er altså overordnet, at det kun er den del af naturen, der bidrager positivt til vores liv, der er værd at beskytte. Naturen har ikke en værdi i sig selv.

Forringede levevilkår for en rotte tæller ikke som forurening, da rotten er et uønsket dyr

Hvad der medfører forringede livsbetingelser, afhænger af øjet der ser
For fattige mennesker handler gode livsbetingelser om at få nok at spise og undgå de værste sygdomme. For mange handler det imidlertid om mere. Ud over at have adgang til ren luft, sunde madvarer, et godt helbred og et godt sted at bo, handler det også om at have et godt og indholdsrigt arbejde og muligheden for at få nogle gode oplevelser i fritiden.

Opfattelsen af, om en menneskelig aktivitet medfører forringede livsbetingelser, er således subjektiv og vil afhænge af, hvad der er vigtigt for den enkelte.

Grænseværdi

Grænseværdier fastsættes ud fra den tilgængelig viden, man har om et stof fra dyreforsøg, praktisk erfaring fra arbejdspladser og i det naturlige miljø, detektionsgrænsen mm. Den endelige afgørelse om en grænseværdis størrelse er politisk, idet man afvejer de sundheds- eller miljømæssige risici i forhold til den samfundsmæssige og økonomiske nytte af fx brugen af et kemisk stof. 

Det undersøges om fødevare overholder grænseværdien for skadelige stoffer

Overordnet er der fokus på at sætter grænser for forurening i:

• Det vi mennesker spiser og drikker (fødevarer og drikkevand)
• Det vi mennesker på anden måde kommer i kontakt med (den luft vi indånder, den jord vi kommer i kontakt med, det vand vi bader i, det tøj vi går i, mm)
• Det naturlige miljø (vandløb, søer, hav og grundvand), herunder krav til udledninger fra rensningsanlæg.

Der er også fastsat grænseværdier for andre typer af forurening, fx støj og radioaktiv stråling. 

Kommer der ny viden til, bliver grænseværdierne revideret. Oftest bliver de sat ned, fordi vi bliver klogere på, hvilke skadevirkninger stofferne kan have på lang sigt, eller fordi det viser sig, at de i kombination med andre forureningsemner har en større skadevirkning (kombinationseffekt) end først antaget. Ud over det sundhedsmæssige aspekt kan samfundsøkonomiske overvejelser også give overvejelser til ændringer i grænseværdier. En undersøgelse viser fx, at der er en samfundsøkonomisk gevinst ved at sænke nitratindholdet i drikkevandet, da nitratindholdet på de nuværende 50mg/l giver en øget risiko for tarmkræft. Tanken er dog ikke at mindske forureningen af grundvandet, men i stedet at rense det forurenede grundvand, da det er mere økonomisk rentabelt.  

En acceptabel forurening

Næsten alle menneskelige aktiviteter, hvor der indgår et forbrug, medfører en eller anden form for forurening. Selv ved fx en cykeltur, gør vi brug af en cykel, hvor der er udledt CO₂ under produktionen, og sandsynligvis er der udledt kemikalier til spildevandet i forbindelse med malingen af cyklen. Derudover vil slid på dækket afgiver mikroplast, der ender i havet sammen med spildevand eller regnvand. Det er altså ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt vi forurener, men om forureningen er på et acceptabelt niveau.

Det afspejler sig også i den måde, vi ser på forureningen i vandløb og søer. Vi fastsætter en målsætning for de enkelte områder, så de er egnede til den anvendelse, samfundet ønsker. For nogle vandløb er målsætningen lav, og her accepterer vi en højere grad af forurening end i vandløb med en høj målsætning. 

Er et sted forurenet, hvis grænseværdien ikke er overskredet?
Hvis der forekommer giftstoffer i fx grundvandet, men de målte værdier er under den fastlagte grænseværdi, er grundvandet så forurenet? Det fleste (fx danske regioner) mener, at der tale om en forurening, men chefjuristen for landbrugets interesseorganisation "Landbrug & Fødevarer" har en anden opfattelse og siger: "Juridisk kan man efter min opfattelse ikke tale om forurening, hvis grænseværdien er overholdt."

Tidsperspektivet – her og nu eller langt ud i fremtiden

Vurderingen af, om en menneskelig aktivitet har en væsentlig negativ indflydelse på livskvaliteten, afhænger også af, hvilket tidsperspektiv man betragter det i. Et giftudslip fra en fabrik eller radioaktiv stråling fra et kernekraftværk vil have en øjeblikkelig negativ påvirkning på livskvaliteten (man kan dø af det!), mens udledningen af en stor mængde drivhusgasser til atmosfæren først vil påvirke livsbetingelserne efter mange år. Det er lettere at se sammenhængen, når forureningen og påvirkningen af livskvaliteten sker samtidig, mens sammenhængen bliver mere uklar, når der er en stor tidsmæssig adskillelse. Det kræver derfor både større indsigt og mere overskud at se udledningen af klimagasser som en væsentlig forurening, end det gør at se strålingen fra et nedsmeltet atomkraftværk som en væsentlig forurening.  

Krige - undtaget fra målsætninger 

Krig er skidt for miljøet. Der bliver spredt store mængder af giftige kemikalier, skove bliver brændt ned, og grundvandet bliver forurenet og - det er også skidt for klimaet. 

Udledninger fra militæret blev undtaget fra de reduktioner, der blev vedtaget i Kyota-aftalen og i Paris-aftalen, og de enkelte lande har ikke pligt til at oplyse, hvor store udledninger militæret står for. Ud fra tilgængelige oplysninger er det dog estimeret, at den almindelige drift af verdens militær i 2022 stod for ca 5,5% af klodens samlede drivhusgasudledninger. Klimaovervejelser indgår ikke i militære strategier, og med den oprustning, der er sat i værk, må det forventes, at verdens militær i de kommende år kommer til at stå for en endnu større andel af udledningerne. Den samfundsmæssige fordel ved at have et stærkt militær vægtes langt højere end de forureningsproblemer, det vil medføre.

Ud over udledningerne fra den almindelige drift af militæret, kommer der ekstraudledninger fra aktuel krigsførelse, som fx i Ukraine og Gasa. Udledninger fra en krig kommer med ca. en tredjedel fra brændstof og materiel til selve krigsførelsen, en tredjedel fra stål og beton produktion til genopbygningen af ødelagte bygninger og infrastruktur og en tredjedel fra angreb på infrastruktur mm (fx Nordstream 2). 

Når vi mennesker går i krig, skaber det ikke bare menneskelige tragedier, det er også med til at ødelægge livsbetingelserne på vores klode.  

Ondskabsfulde og tamme problemer

Klimakrisen er beskrevet som et eksempel på et ondskabsfuldt problem (wicked problem), idet det er et meget komplekst problem, som det er svært eller umuligt at finde en løsning på. I modsætning til dette står de tamme problemer (tame problems), hvor der er en enkel og indlysende løsning. 

Umiddelbart kunne man tro, at de problemer, der førte til skovdød i 1970'erne og hul i ozonlaget i 1980'erne, også var ondskabsfulde problemer på samme måde som klimakrisen. De førte alle til globale kriser, og de var forårsaget af, at vi mennesker udledte for mange forurenende stoffer til atmosfæren (svovldioxid, CFC-gasser og drivhusgasser). Verdenssamfundet arbejdede sammen, og vi fik stoppet udledningen af de stoffer, der nedbrød ozonlaget over Antarktis (FN's Montreal-protokol) og forsurede søer og skove i Europa (EU's Gøteborg Protokol). 

Det har fået forskere og andre til at mene, at samme fremgangsmåde kan bruges til at løse klimakrisen. Torbjørn Urfjell, kommunikationschef for det norske FN-forbund, har fx udtalt: ”Vi løste udfordringen med ozonlaget, så vi ved, at det også er muligt for verdens nationer at løse klimaforandringen med CO₂-udslip”.

Skove med træer der er gået ud pga. syreregn og barkbilleangreb i Harzen

Der er imidlertid en række forhold, der gør, at det ikke er helt så enkelt. Den største mængde af svovldioxid i luften stammede fra afbrændingen af kul på kraftværker og fra afbrænding af svovlholdige brændsler på skibe. Det var muligt at fjerne over 90% af svovldioxidforureningen fra 1990 til 2016 ved at installere røggasafsvovling på kraft- og kraftvarmeværker samt at anvende brændsel med et lavere svovlindhold på skibe. Det kostede lidt at installere filtre på kraftværker og at skifte til et brændsel med lavere svovlindhold på skibe, men det krævede ingen ændring, af den måde samfundet virkede på, og det krævede ingen indsats fra den enkelte borger. Problemet med syreregnen var dermed et tamt problem, med en enkel og indlysende løsning.

Illustration af Ozon-hullet over Antarktis. I virkeligheden kan man ikke se hullet, men det, at man så nemt kan forestille sig, hvordan sådan et hul så ud, gør ozon-problemet meget mere nærværende. Det er nemt at forestille sig, at de skadelige UV-stråler trænger ned gennem hullet og forårsager hudkræft hos mennesker.

Det samme gjaldt problemet med ozon-hullet over Antarktis. Løsningen var her at udfase brugen af CFC-gasserne og andre lignende stoffer, der kunne nedbryde ozonlaget. Industrien fandt hurtigt alternativer (HFC-gasser), der ikke nedbrød ozonlaget. Disse gasser viste sig imidlertid at være meget kraftige drivhusgasser (23.000 gange så stærk som CO₂), og er derfor også på vej til at blive erstattet. Selv om det kan være besværligt og dyrt at finde gode alternativer, er det dog stadigt et tamt problem, med en enkel og indlysende løsning. 

Menneskehedens afhængighed og de mange økonomiske kræfter bag udnyttelsen af de fossile brændstoffer er nogle af de forhold, der gør klimakrisen til et ondskabsfuldt problem at løse.